Tilbud

Af Sejlklubbens vedtægter fremgår det, at der hvert år af generalforsamlingen vælges et eller to suppleanter til bestyrelsen. Den øvede læser vil have bemærket, at bestyrelsen kun stiller med een kandidat til suppleant-posten, og at der således kan vælges yderligere en suppleant. Tilbudet går selvfølgelig på, at denne rolle kan blive din. Eller en person du mener vil gøre sig godt i den rolle. Der er tradition for, og det er vi vist alle i bestyrelsen begejstrede for, at suppleanter deltager i bestyrelsesarbejdet på lige fod med den siddende bestyrelse. Jeg kan ikke huske, at vi har måttet ty til afstemninger i bestyrelsen, men jeg kan nemt ihukomme diskussioner, hvor bred deltagelse var vigtig for udbyttet.

Jeg skal skynde mig at sige, at alle aktive medlemmer selvfølgelig kan stille op til de poster der er på valg, men jeg har på fornemmelsen, at der ikke er tradition for kampvalg. Det ville ikke genere mig personligt med kampvalg – nogle gange kunne det måske ligefrem være forfriskende – men det er vist meget almindeligt i ‘foreningsdanmark’, at man styrer uden om den slags.

Jo - der er to personer på billedet

Jo - der er to personer på billedet

Ofte har bestyrelsen, herunder tidligere år også undertegnede, indfanget kandidater forud for generalforsamlingen, og det er ikke utænkeligt at jeg vil kaste mig ud i noget lignende igen. Men jeg synes det kunne være spændende, hvis der blandt medlemmerne var en der kunne tænke sig at være med. Det kunne jo – det er faktisk temmeligt sandsynligt – være en jeg ikke lige selv ville komme i tanke om. En som har en anden vinkel på det hele end jeg har. En som har nogle helt nye ideer til hvad vi skal lave i Sejlklubben. En som gerne vil være formand. En jeg aldrig har bemærket, fordi hun sejler speedbåd og står på vandski hver dag fra 10 – 13. En som gerne VIL.

Vil du pege på dig selv? Eller en legekammerat fra havnen? Så skriv. Meget gerne her på siden, selvfølgelig. Jeg synes vi skylder webredaktionen at bakke lidt op om projektet med en levende hjemmeside.

Hold jer muntre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *