Onsdagssejlads 2021

En ny sejlsæson står for døren og det ser ud til, at vi kan komme ud og sejle med det samme, selvom der stadig er corona restriktioner. Der gælder et forsamlingsloft på 50 personer for udendørs idræt og det antal forventer vi desværre ikke. Vi er nok max. 40 mennesker om onsdagen.

Vores fællesspisning indendørs efter sejladsen er indtil videre udsat, men restriktionerne forventes lempet i løbet af maj. For de friske er udendørs spisning på terrassen en mulighed. Der er fra sejlunionens side et corona tillæg til kapsejlads, som vi efterlever. Det drejer sig om 2 meters afstand på banen, både ved start og mærkerunding! Samt kun at sejle med familie eller tætte venner fra egen boble. Kan ses på dette link: https://dansksejlunion.dk/corona

Sejladserne starter onsdag d. 5 maj. Vi holder skippermøde kl. 18 foran klubhuset. Første start er kl. 18.45, som er et rent IF løb og anden start kl. 18.50, som er blandet DH-løb. Vi vil som noget nyt forsøge med en op/ned bane til IF´erne  og en trekantbane (B bane) til blandet DH. Ved let vind afkortes banen. Banen afkortes enten af dommeren under sejladsen eller fastlægges inden start ved skippermødet.

Banen vil bestå af faste mærker, som ligger i en cirkel omkring et nul mærke. Start linjen ligger mellem mærke 8 og standeren på inder molen.

Første mærke vil altid være nul mærket, andet mærke vil være det mærke, som ligger tættest på vindøjet. Banen fastlægges på skippermødet inden start og  vises med  en talstander på standeren på inder molen. Talstanderen angiver topmærket. Ved mærke 1,2,3,4, sejles bagbord bane og nul mærket rundes bagbord ud og hjem. Ved mærke 5,6,7,8, sejles styrbord bane og nul mærket rundes styrbord ud og hjem. Positioner for mærkerne fremgår af banekortet.

Resultatliste for den enkelte sejlads fremsendes til skipper på SMS senest dagen efter.

Forårssæsonen er maj og juni. Efterårssæsonen er august og september. Der er mulighed for at afvikle 9 sejladser i hver sæson. Der vil være præmieuddeling efter sidste sejlads for henholdsvis forår og efterår.

Tilmelding foregår ved at indbetale kr. 200 for hele sæsonen på Mobile Pay til Niels Flandrup på 30 66 91 78.

 Sejladsbestemmelserne findes under Kapsejlads på hjemmesiden og corona restriktionerne findes på sejlunionens hjemmeside: https://dansksejlunion.dk/corona

Skulle du have spørgsmål eller kommentarer til ovenstående, er du velkommen til at ringe til Michael på 40607462.

Med sejlerhilsen

Kapsejladsudvalget.

Udsættelse af SGS generalforsamling 25.3.2021

Som bekendt er det ikke muligt at afholde generalforsamling den 25.3.21 på grund af det fortsatte forsamlingsforbud. Der udsendes ny dato og en revideret dagsorden når det bliver muligt at samle 50 personer.

Vedtægtsændringer kræver at  25 % af medlemmerne er tilstede og at mindst 75 % stemmer for forslaget. Hvis der ikke møder et tilstrækkeligt antal medlemmer kan en ny generalforsamling vedtage ændringen hvis 75% stemmer for uanset antal fremmødte.

Af hensyn til en rettidig opstart af SGS Ungdom er det varslet i tidligere udsendte dagsorden for generalforsamling at det er nødvendigt at igangsætte beslutninger

for pkt. 4 a og b. Dvs. retablering af den nedlagte ungdomsafdeling med anskaffelse af det nødvendige materiel og midlertidig ændring af vedtægterne, der giver mulighed for juniormedlemsskab samt præcisering af udmeldelsestidspunkt.

Øvrige punkter og valg behandles som normalt når det bliver muligt at samles.

SGS Bestyrelsen

Bent Jørgensen

SGS Generalforsamling 2021

 

Sejlklubben Greve Strand

Torsdag den 25. marts 2021 kl. 19.00 i Klubhuset

Dagsorden er jævnfør vedtægterne § 10 som følger:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år samt klubbens aktuelle stilling.
  3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
  4. Forslag fra bestyrelsen og indkomne forslag.
  5. Forelæggelse af budget for det kommende regnskabsår samt forelæggelse af kontingenter.
  6. Valg af formand.
  7. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer samt suppleanter.
  8. Valg af 2 revisorer samt suppleant.
  9. Eventuelt.

Ad pkt. 2, 3 og 5: Se beretning og regnskab 2020 samt budget 2021 andet                                                 sted i denne skrivelse.

Ad pkt. 4: a. Retablering af den nedlagte ungdomsafdeling med anskaffelse                                       af nødvendigt materiel.

                    b. Ændring af vedtægterne der giver mulighed for juniormedlemsskab   samt                       præcisering af udmeldelsestidspunk §3 og 5.

Ad pkt. 6: Bent er ikke villig til genvalg.

Ad pkt. 7: Niels Fjøs er villig til genvalg.

Suppleant Arne Strange er villig til genvalg.

Suppleant Søren Rasmussen er ikke villig til genvalg.

Forslag til ny suppleant Geert Lehmann.

Ad pkt. 8: Revisorer Jørgen K. Petersen og Annie Madsen er villige til genvalg.

Revisorsuppleant: Jytte Larsen er villig til genvalg.

Vel mødt.

SGS Bestyrels

NB!

Hvis møderestriktionerne ikke bliver udvidet til mindst 50 inden 25. marts ser vi os i bestyrelsen nødsaget til at igangsætte beslutningerne omkring SGS Ungdom som en nødløsning, da det er nødvendigt for at gøre afdelingen klar til sæsonstart den 3. maj. Generalforsamlingen bliver gennemført når det bliver muligt og ovennævnte beslutninger kan herefter omgøres, hvis der er flertal for dette. Øvrige punkter afventer behandling på generalforsamlingen.

Hvis der er indsigelse mod denne løsning, bedes dette meddelt på mail: britta@sgs-greve.dk senest den 25.3.21.

Vinterhilsen

Mens vi venter på at blive vaccineret og at stavnsbåndet bliver ophævet er der god mulighed for at nyde naturen der er ekstra flot i øjeblikket. Mosede Havn byder på en flot udstilling mod syd af 7 smukke danserinder i flot positur. Ellers er der ikke ret meget liv i vores klub p.t. Faktisk slet ikke noget. Huset er lukket indtil videre og der er kun adgang i huset for at bruge toiletterne.

Vores foredrag om Middelhavet Rundt er aflyst to gange, men foredragsholder har lagt billederne i dybfryseren så de kan holde sig til det bliver muligt at gennemføre. Som nævnt i vores nytårshilsen er der en generalforsamling der truer med at blive meget forsinket således at det ikke bliver mulighed for at afholde den i tide inden sejlsæsonen starter. Der skal en vedtægtsændring til for at vi kan tilbyde nye optimistsejlere junior medlemsskab i SGS Ungdom.

Jeg har været i kontakt med Dansk Sejlunion der kan se problemet og som er enig i at en skriftlig generalforsamling kunne være løsningen. Der skal i så fald være revision af de skriftlige tilbagemeldinger (stemmer) der ligger udenfor bestyrelsen. Hvis der ikke sker væsentligt nyt omkring åbning af samfundet vil vi i begyndelsen af marts udsende det sædvanlige materiale på mail til alle medlemmer med den endelige instruks for tilbagemeldinger. Alternativet kunne måske være en virtuel generalforsamling.

Med sejlerhilsen

Bent

Nytårshilsen



SGS bestyrelsen ønsker hermed alle et godt nytår med håbet om at klubben overlever et år, der ikke har budt på fælles aktiviteter i nævneværdig grad. Aflysninger og begrænsninger af forsamlinger har for det meste været på dagsordenen. Det er jo så en ringe trøst at det også gælder resten af samfundet. Med den nuværende usikkerhed om muligheder for mødeaktivitet er der ikke fastlagt datoer for nye aktiviteter.

Vores foredrag om Middelhavet rundt i 2020 er aflyst i marts og november ligesom mange andre aktiviteter. Sideløbende hermed har klubhuset har været beordret lukket i lange perioder. Jeg tror mange tænker at det ikke er meget man har fået for sit kontingent i 2020. Vi håber at vores medlemmer bider tænderne sammen og holder ved når Britta sender regninger ud til foråret.

På de indre linjer har der dog været en del aktivitet med retablering af en ungdomsafdeling. Kim Ravn og Anders Thorsted med hjælpere har sat sig for at få en ungdomsafdeling vagt til live igen i sejlklubbens regi. Det er meget vigtigt for klubbens fremtid at der kommer nye aktiviteter ind som åbner for nye generationer.

Under etableringen af ungdomsafdelingen er der ved siden af behov for nyt udstyr rejst krav om ændring af vedtægterne, så der igen bliver mulighed for at blive  juniormedlem til en lavere pris. Dette blev afskaffet ved de seneste vedtægtsændringer i 2013. Det er vurderingen at det ikke er realistisk at kræve både familiemedlems-skab og undervisningsgebyr for at børnene kan deltage i jollesejlads.

Vedtægtsændringer sker på generalforsamlingen hvor mindst 25 % af stemmeberettigede medlemmerne er tilstede og at mindst 75% stemmer for ændringen. Hvis der ikke møder 25%, skal der gennemføres en ekstraordinær generalforsamling hvor 75% af fremmødte, der stemmer for forslaget er tilstrækkeligt for at vedtage ændringen.

Tidspunktet for afholdelse af  vores generalforsamling er iflg. vedtægterne inden 1. april, men muligheden for afholdelse og form er p.t. rent gætteri.

SGS bestyrelsen ønsker alle et godt nytår.

Bent Jørgensen

Coronasituationen

Så skete det igen, igen og denne gang er det endnu mere alvor. Der er ingen grund til på denne plads at repetere alle de ny regler der har domineret nyhederne de sidste dage. Greve kommune er nu med i den hårde gruppe. For sejlklubben betyder det at der nu er stop for at samle børn og unge op til 50 personer. Nu gælder forsamlingsforbuddet for max. 10 personer uanset alder og formål.

De nye regler for Greve kommune gælder foreløbig til 3. januar 2021 medens de landsdækkede forbud forlænges til 28. februar 2021. Det gælder blandt andet forsamlingsforbuddet, kravet om mundbind samt restriktioner for cafeer, kantiner og restaurationer.

Klublivet har været på vågeblus det meste af året, men det positive har været opstart af en ungdomsafdeling som foreløbig tæller 8 unge. Der forestår et stort arbejde med at gøre klar til en forhåbentlig næsten normal sejlsæson til foråret med det dobbelte antal unge.

Til slut vil vi ønske alle en rigtig glædelig jul trods alt og et godt nyt år hvor vi forhåbentligt kan mødes igen som normalt på et tidspunkt.

Med julehilsen

Bestyrelsen

Bestyrelsesnyt – November 2020

-Nye regler for bortskaffelse af gammel bundmaling m.v. er på havnens
hjemmeside.
-Administration af havnevagtordningen er overgået til havnebestyrelsen.
Erik Nyby fortsætter somadministrator.
-Der installeres belysning på havnevagtens nøgleboks.
-Der opsættes bevægelsessensorer strategiske steder på havnen.
-Havnens dieseltank kan fremover selvbetjenes efter nærmere aftale.
-Uddybning af havnen vurderes p.t. Er der behov?
-Det indskærpes at der skal stilles med to kvalificerede hjælpere ved
bådop/nedtagning.
-Ønsket om opsætning af gribelister/håndgreb ved kajkanter er afvist.
-Sejlklubbens Europa- samt Zestjoller kan opbevares på arealet bag
dykkerklubben/Humlebo.
2: Bordet rundt.
-Foreningen til etablering af stenrev i bugten har ønsker om
støttemedlemsskaber. Vi ønsker ikkemedlemskab pt.
-Hjemmesidens oversigt over udvalg skal revideres.
3: Budgetmødet/Budget 2021
-Budgetmødet afholdt med deltagere fra skole- og ungdomsudvalg.
-Der henvises til referat fra budgetmødet.
-Øvrige udvalg indkaldes til budgetmøde den 7. januar 2021.
4: Vinteraktiviteter.
Forslag til kommende arrangementer:.
Foreløbig vedtagne/afholdte;
-4 år med sejlbåd i Middelhavet, del 1, 5. november 2020. (Udsat).
-Julefrokost for alle SGS-kvinder, dec. 2020.(Aflyst).
-Julefrokost for alle SGS-mænd, (Planlagt til 15. dec. 2020).
6: Eventuelt.
-Bestyrelsesmøder: 4. marts 2021.
-Budgetmøde/bestyrelsesmøde: 7. januar 2021.
-Generalforsamling: 25. marts 2021.
Referat Heino Sayk 13.11.2020.