Sjælland Rundt 2010

Helsingør Amatør Sejlklub er igen i år vært for den legendariske distance sejlads Sjælland Rundt. Start fredag den 25. juni fra Helsingør. HAS afvikler ved samme lejlighed sejladserne Hesselø – Hallands Väderö Rundt og Hesselø Rundt Twohanded. Det er ikke nødvendigvis webredaktionens rolle at prioritere i alle de muligheder der byder sig, men vi tør alligevel godt foreslå at tage den lange tur hele vejen rundt;: 216 nautiske mil for de mindre både, 232 for de større.

Ikke fordi det er en særskilt køn tur. Der er mange, lange stræk hvor det bare går ligeud på åbent vand, og det er skræmmende nemt at ramme Bøgestrømmen om natten. Heller ikke fordi det er nemt at fornemme ‘ræset’. Med så få både tilmeldt, som det har været tilfældet de senere år, bliver der nemt langt mellem konkurrenterne. Nej, man skal deltage af følgende grunde:

  • Sjælland Rundt er en klasikker. Du møder næppe en sejler med respekt for sig selv, som ikke har sejlet den. (Ofte vil vedkommende påstå, a) at hele besætningen havde tømmermænd efter festen torsdag aften i Helsingør, b) at der var kuling hele vejen rundt, og c) at Spækhuggeren surfede over Fakse Bugt med 22 knob!! Faktum er at a) formentlig er korrekt mens b) og c) er helt ved siden af, men at hukommelsen sikkert er påvirket af bemeldte tømmermænd).
  • Sjælland Rundt er en lang tur. Klarer du og din besætning turen, så er I klar til langfart. Så er der pludselig ikke så langt til Bornholm eller Oslo. Det giver selvtillid. Det er alletiders øvelse i distance sejlads.
  • Du har båden til det. Dengang Sjælland Rundt kunne tiltrække rekord store felter var det Spækhuggere, IF’ere, Ballader, X-79’ere Banholme’re og andre små turbåde, der trak de store felter. Så din båd kan også, og du bliver gladere for den, når du har gennemført!

For dem der ikke har sejlet turen før, så er der hjælp at hente. Sejlklubbens erfarne sejlere har sejlet Sjælland Rundt sammenlagt 17.117 gange (cirka, og naturligvis mest med tømmermænd, og i kuling) og vi tror, at det bare er at kippe med flaget, så har DU en besætning, gode råd, kort over smutvejen ved Peder’s Værft, og det grej du måske mangler for at være helt ship-shape.

Hvem skal afsted i år ?

    Sikkerhed til søs

    Sejlerskolen varmer i disse dage op under en ny sæson på vandet. I den anledning gjorde en instruktør os opmærksomme på at sikkerhedspolitiken vist var røget ud over kanten ved konvertering til det nye hjemmeside-system. Og det var den. Men nu er der her igen, sikkerhedspolitiken. Der er link til den fulde tekst (pdf) fra siden ‘Sikkerhed’, som findes under Sejlerskolen.

    Sikkerhed-2

    Vi vil gerne benytte lejligheden til at byde nye elever i Sejlerskolen varmt velkommen i Sejlklubben Greve Strand. Vi glæder os til at møde jer på havnen, i Klubhuset og på vandet.