En af Sejlklubbens, tør vi godt sige, flittigste sejlere har ytret sig om noget moms-dokumentation på en af landets lidt sørre sejlsportshjemmesider. Vores medlem skriver:

“Dansk regering har indgået aftale med europæiske lande i EU, at der kan kræves dokumentation for ejerskabet tillige en momskvittering for både taget i brug efter 1985. I Frankrig vil manglende dokumentation uden videre udløse en kontant bøde. Ligeledes strammes formalia med hensyn til dokumentation for betalt moms ved køb af båden, og i al fald i Holland har det ødelagt mindst én sejlferie totalt, at dette ikke var i orden.

Jeg ønsker, at deltage i en flotillesejlads arrangeret af Foreningen Til Langturssejlads Fremme (FTLF), denne sejlads skal begynde i juni 2015, og sejle Østersøen rundt, der skal i alt besøges 9 lande på turen.

På denne tur vil besøgende sejlere kunne blive afkrævet dokumentation for betalt moms og ejerskab. Det er beskrevet på Dansk Sejlunions hjemmeside for de enkelte lande.

Jeg har købt min brugte sejlbåd privat i september 1996, uden at få den originale momskvittering med ved handlen, tidligere ejer havde heller ikke fået den. Den første ejer er svensker, og ham kan jeg ikke finde. Men bådhandleren der solgte båden til Svenskeren i 1991, kan eller vil ikke hjælpe.

I min søgen på en løsning har jeg prøvet at kontakte følgende: Skat, Skatteministeriet, Skatteministeren, Dansk Sejlunions, Søfartsstyrelsen, bådhandler i Sverige, Tempo Bådesalg Ishøj, tidligere ejere, og Bådmagasinet. Alt sammen uden at komme i mål med et brugbart resultat, nemlig et anvendeligt dokument til erstatning for en manglende moms kvittering.

Der er ikke mange bådejere der er bevidst om, hvor vigtigt et dokument denne moms kvittering er, for uden den kan der ikke sejles til andre EU lande. Det kan måske gå godt i mange år, men møder du en emsig tolder, skal den kunne fremvises. Som sejler vil vi jo gøre tingene rigtigt og uden snyd.

For mit vedkommende tør jeg ikke deltage i en flotille, hvor de 9 af 10 har en moms kvittering. Ved indklarering, hvor skibets og besætningens dokumenter forelægges myndigheden, bliver jeg bliver let at spotte i mængden. Den eneste uden en moms kvittering.

Jeg føler mig ladt i stikken af danske regeringer, de burde ved aftalens indgåelse med EU, have arrangeret en procedure for danske både uden den originale moms kvittering. En mulighed for at få et dokument der kan erstatte moms kvitteringen, ved eventuel bortkomst af den ene eller anden grund.

Det kan ikke være rigtigt at alle danske lystfartøjer bliver usælgelige i fremtiden, hvem vil købe en både de ret beset ikke kan sejle til Sverige eller andre EU lande med.

Moralen er for nuværende, sejl ikke til andre EU lande og køb ikke en båd uden at få den originale moms kvittering !!!
Sejlerhilsen /Jan”

Se hele artiklen på baadmagasinet her